Musik. Et ord, der rummer mere end lyd. Det er følelser, minder, øjeblikke. For mig har musik ikke blot været baggrundsstøj eller underholdning – det har været livsledsageren, tidsmaskinen og en trofast ven gennem fem årtier.
En barndom med vinyl og kassettebånd
Jeg husker stadig min første plade. Det var en slidt LP med Beatles, fundet i en papkasse på loftet hos min onkel. Jeg var otte år og anede ikke, hvad “Sgt. Pepper” betød, men lyden – den greb mig. Det var starten på et kærlighedsforhold, der har varet hele livet.
I 70’erne og 80’erne var det radio, båndoptager og kassettebånd, der dominerede. Jeg optog mine yndlingssange direkte fra radioen og spolede båndene frem og tilbage, indtil lyden blev grynet. Men det gjorde ikke noget. Musikken skulle ikke være perfekt – den skulle mærkes.
Ungdommens lydspor: Rebellion og identitet
I teenageårene blev musik mit sprog. Jeg havde svært ved at finde mig selv i en verden, der hele tiden ville definere mig. Musikken gav mig plads. Nirvana, Prince, Kate Bush, The Smiths – hver kunstner talte til en ny del af mig.
Koncerter blev templer. Jeg husker en aften i 1987, hvor jeg stod midt i en regnvåd mark til Roskilde Festival og hørte U2 spille “With or Without You”. Jeg var 18, våd til skindet, men det var ligegyldigt. Det øjeblik sidder stadig i mig som en krystalklar hukommelse. Musik skaber ikke bare stemninger – den graver minder fast i sjælen.
Musik og kærlighed
Kærligheden har også sit soundtrack. Første kys til tonerne af Whitney Houston. Et hjerte, der blev knust, mens Jeff Buckley sang “Lover, You Should’ve Come Over”. Bryllupsmarchen blev udskiftet med en fælles favorit: “Heroes” af David Bowie.
Musik har en evne til at ramme præcist, hvor ord ikke slår til. Den siger det, vi ikke tør sige. Den trøster, når intet andet kan. Den forbinder os, når vi føler os alene.
90’erne og 00’erne – fra CD’er til streaming
Teknologien ændrede musiklandskabet. CD’er afløste bånd, og pludselig var det ikke længere nødvendigt at spole. Men nostalgiens charme mistede ikke sin kraft. Jeg beholdt min Walkman, længe efter at den var gået af mode.
Og så kom streaming. En verden, hvor al musik var tilgængelig med et klik. På én måde en revolution – på en anden måde et tab. Der var noget særligt ved at gå i pladebutikken, bladre i covere, tale med ekspedienter, høre albummet fra ende til anden. Nu hopper vi fra sang til sang. Fra øjeblik til øjeblik. Fra stemning til stemning. Musik er blevet hurtig og umættelig.
Musik som livsledsager
De seneste 20 år har musikken været mit bagtæppe gennem voksenlivet. Jobskifte, børn, tab, glæder. Musikken har aldrig svigtet. Den har ligget i ørerne under løbeture, givet ro i stressede perioder og skabt nærvær på stille aftener.
Jeg har set mine børn danse til sange, jeg selv dansede til som teenager. Vi har sunget med på både Rihanna og Rolling Stones. Musik er generationernes bro. Den forbinder os på tværs af tid og alder.
En ny generation lytter med
Det rører mig, at mine børnebørn i dag lytter til Queen, mens de også elsker Billie Eilish. De blander genrer, som vi andre aldrig turde. Hvor vi havde musik som identitet, har de musik som leg og nysgerrighed.
Men også deres verden har ændret sig. De streamer, swiper og zapper. De kan finde musik overalt – selv mens de spiller online spil, shopper tøj eller ser film. På samme måde som man i dag kan finde underholdning med bare få klik – for eksempel se casinoer med lav minimumsindbetaling – er også musik blevet et grænseløst univers. Mulighederne er uendelige. Det er fantastisk – men også lidt overvældende.
Musik som terapi og refleksion
Med alderen er musik blevet mere end underholdning. Den er blevet terapi. Når livet gør ondt, finder jeg ro i Chopin. Når jeg mangler håb, søger jeg mod Aretha. Når jeg skal finde mod, lytter jeg til Patti Smith.
Musikken har også lært mig at reflektere. Hver sang er som en spejlblank sø, hvor jeg kan se mig selv – i går, i dag og i morgen. Den minder mig om, hvem jeg har været, og hvem jeg stadig kan blive.
50 år med toner – og stadig nysgerrig
Nu står jeg her, fem årtier efter den første LP, og jeg er stadig sulten. Jeg opdager ny musik hver uge. Jeg lærer af yngre generationer. Jeg finder skatte i gamle optagelser. Jeg går stadig til koncerter, og jeg græder stadig til bestemte sange.
Musik har ikke bare været lydsporet til mit liv. Den er mit liv. Den har båret mig, udfordret mig, elsket mig, og nogle gange endda reddet mig.
Slutakkord – men ikke det sidste kapitel
50 år med musik lyder som en konklusion, men det føles som begyndelsen på endnu et kapitel. Der er stadig så meget at lytte til. Så mange toner at mærke. Så mange minder at skabe.
For som Leonard Cohen sang: “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.” Musikken er den sprække, hvor lyset slipper ind. Og jeg står klar til at tage imod det – én sang ad gangen.
